| Oversigt over bøger. |
Det var, hvad man nu kalder, år 36 Før Dommedag da Kriell blev født. Ikke at det var hans navn, men hvad han hed dengang huskes ikke. De boede på en gård uden for Thyrien by, men var ikke mere end fem år gammel da en flok orker plyndrede gården på vej til at belejre byen. Kriell var den eneste overlevende fra gården, og fandt sig snart i selskab af andre mennesker der havde fulgt orkerne. Alt hvad orkerne havde efterladt af værdier stjal de, og Kriell blev taget med, som slave. Kort efter solgt til et kaptajnen af et skib, som billig arbejdskraft. Sådan sluttede Kriells tid i Thyrien første gang.
Efter et år på skibet, der nu var nede i de varme lande langt syd for Tyrien, lykkedes det Kriell at stikke af mens skibet var dokket. Men livet på gaden i en by der grænser mod ørkenen er ikke let for en seksårig uden penge på lommen. Den lille dreng begyndte at tigge, men langt de fleste dage var det uden held, og derfor også uden mad. I desparation for at overleve stjal Kriell et brød fra en købmand og løb alt hvad han kunne for at komme væk fra den vrede mand. At det lykkedes var en stor lettelse, men Kriell vidste hvad der ville ske hvis han blev fanget. Straffen for tyveri var enten prygl med stok på handelstorvet, eller en finger ville blive skåret af. Adrenalinen havde pumpet i ham efter tyveriet. Det var mere mad end han havde fået i en uge - bare sådan, men det var også tydeligt at han måtte forsøge at gøre det uset.
Endnu et år gik, og Kriell levede stadig på gaden. Tøjet var blevet skiftet nogle gange - ikke noget skrædderne var glade for da det var kommet fra deres butikker, og det var nu sjældent at han gik sulten til ro om natten. Men én ting er at snuppe en ting der ligger og ikke bliver holdt øje med, men idéen om at selv købe noget - noget der ikke kunne stjæles, som for eksempel et varmt måltid på distriktets kro - det sted der altid duftede så godt at man blev sulten blot af at tænke på det - ja det kræver at man kan betale med penge. Mens han ikke var helt ubekendt med penge, han så hvordan folk handlede med dem men havde aldrig selv haft nogen, så vidste han ikke hvorfra de kom. Og efter en aften i kroens duft blev han fristet. En velberuset mand vaklede ud af kroen, og væltede omkuld ved den første gyde. Mandens prangerpung var ikke helt lukket og nogle mønter faldt ud derfra. Kriell kunne se dem i lygternes skær, nærmest funklende og magiske i den tidlige nat. Han var blevet fanget et par gange for at stjæle mad, og havde fået stokkeslagene for det - men hvis han blev fanget for at stjæle penge ville han miste en finger. Fristelsen var for stor, og hjertet hamrede så det måtte kunne høres inde i kroen mens han stille gik nærmere den, nu sovende, fulderik. Han så sig omkring - ingen i sigte, men massere af stemning i kroens musikanter. Nervøst blev pungen bundet fra mandens bælte og de frafaldede mønter lagt tilbage. KLINK KLINK KLINK larmede det i hans ører. Alle i hele byen måtte kunne høre at han var ved at stjæle penge. Farvel lillefinger, tænkte han med frygt mens han lukkede pungen og satte i løb ned af gyden.
Da morgenen kom havde han ikke sovet, til dels på grund af adrenalinen, og til dels af frygt for at han på et hvert tidspunkt ville kunne blive opdaget af en vagt, og miste en finger - måske det der var værre i følge andre gadedrenge. De følgende dage, hver gang han så en vagt, vendte han væk og gik den anden vej. Han bemærkede ikke at han rent faktisk blev holdt øje med konstant, ikke af en vagt, men en mand der altid stod i skyggerne, og selv om det var varmt om dagen, havde han kappe på. Kriell havde set manden, men aldrig rigtig lagt mærke til ham.
Først to uger efter Kriell havde stjålet pengene fik han mod på at bruge dem. Mon nogen ville kunne se på pengene at de var stjålet? Kriell sagde en sagte bøn for at ingen ville finde ud af det og gik ind på kroen. Efter nogen tid med at finde ud af hvor mange af hvilke mønter der skulle bruges for at betale for den mad han gerne ville bestille - ja tænk sig, nogle var værd mere end andre og de mærkelige tegninger derpå fortalte hvad de var værd sammen med hvilken farve mønten havde, lykkedes det endelig at sætte tænderne i denne skønne varme mad. Der var åbentbart ingen der kunne se at gadedrengens penge var stjålne. Sikke en lettelse - han takkede sagte guderne mens han nød det krydrede kød. Efter at have spidst op og slikket tallerkenen, takkede han krofatter og gik på gaden igen, tilbage til sin gyde og hjørne bag smeden hvor essen varmede gennem vægen og kunne mærkes holde ham varm selv i den kolde ørken nat. Det var en ting han havde fundet hurtigt ud af i byen da han var "lille."
Endnu en morgen kom, og Kriell vågnede til lyden af smedjen, og til synet af en mand der stod i skyggerne ikke langt fra ham. Han spurgte om Kriell havde nydt sin aftensmad. Nu blev Kriell nervøs. Maven slog knuder og han følte han skulle dø. Manden måtte være en vagt, og have set ham stjæle og bare ventet på at kunne fange ham efter at have brugt nogle af pengene i stedet for at give dem tilbage. Men han havde ikke behøvet være nervøs for manden spurgte om han ville kunne spise sådan hver aften. Det ville drengen selvfølgelig gerne men så mange penge havde han jo ikke. Manden spugte om drengen ville arbejde for ham - skaffe nogle ting, og blive belønnet for det. Kriell tøvede ikke, men sagde at det ville han meget gerne. Herefter introducerede manden sig, som Raolf og spurgte om Kriells navn. Kriell indså at han ikke kunne huske sit navn, og fortalte manden at han nok ikke havde noget. Manden lo blot, og sagde at så ville han finde på et til ham.
Raolf ledte drengen gennem byens gader til et gitter i en væg til hvad måtte være byens kloaker - det var i hvert fald hvad alle sagde disse gitre var til, og ud fra lugten fra dem nogle gange, kunne der ikke være nogen tvivl. Han sikrede sig at ingen kiggede, og trykkede derefter på en sten på væggen der ikke umiddelbart så anderledes ud end de andre. Gitteret svingede lydløst til side og de to trådte ind i tunnelen, der straks førte ned af en trappe. Der var overraskende rent i forhold til hvordan Kriell havde forestillet sig kloakkerne måtte se ud. Dagslyset forsvandt hurtigt i tunnelen, som nu drejede skarpt til venstre. Her var væggene også sorte, måske sodet til, men det gjorde det ekstra mørkt i hjørnet. Længere fremme kunne Kriell se lyset fra en lampe relektere på væggen, bag fra et andet hjørne. Stenene på væggen ved dette hjørne var mærkeligt tilskåret - en masse tætsidene knopper. De rundede dette hjørne og kunne se endnu mere lys længere fremme. Efterhånden som de nærmede sig dette lys, der kom fra et større lokale med mindst 50 personer. Flest mennesker, men også andet. Dagslys strømmede ned fra oven og supplerede lyset fra olielamperne rundt om i lokalet. Flere sad samlet om én person der virkede meget vigtig. Han var fint klædt, som adlen eller de rige købmænd. Han havde en sort kappe hængende over den ene skulder - det virkede nærmest mærkeligt, men alle havde enten sort kappe på, eller en sort kappe slynget over skulder eller arm.
Raolf førte Kriell hen til "adelsmanden" og introducerede Kriell til ham med manglende navn, og spurgte om drengen kunne bruges til noget han kaldte "kontrakten." Den fine herre lænte sig nærmere Kriell, skulede mod Raolf, og sagde så at hvis drengen kunne gøre det, så ville han acceptere ham, ellers ville det være Hjertvins problem. Raolf takkede og ledte Kriell ud på gaden igen, flere af dem i lokalet kiggede op fra hvad de var i færd med ved lyden af Hjertvins navn.
Raolf tilbragte dagen med Kriell, fortsat med at vandre gennem byens gader. Da solen gik ned standsede de foran et fleretagers hus. Der var lys tændt i det øverste vindue. Raolf fortalte at når lyset deroppe blev slukket, skulle Kriell finde vej derop og hente en stor rød krystal kugle, og komme tilbage med den uden at blive opdaget. Kriell tænkte at det burde ikke være noget problem, det var nok lettere at klatre derop en op ad mast eller rigging på skibet der nu var et fjernt men ubehagligt minde. Og, da det ikke var penge ville straffen for at blive fanget nok være stokkeslag - så fingrene var ikke i fare. Nu stod de to stille på den anden side af gaden og ventede. Der blev færre folk på gaden og endelig blev lyset i vinduet slukket. Kriell krydsede gaden, hen til nærmeste hjørne og klatrede op af en stolpe. Videre op af stenmuren med udhæng, remme og kanter og enkelte sten hist og her, som stak længere ud. Endelig tæt nok til at kunne nå vinduet, der ikke var meget mere end en smal sprække. Den spinkle gadedreng klemte sig let gennem, og stod nu i et næsten bælgmørkt rum. Hvordan skulle han dog kunne finde den uden lys tænkte i en kort stund, indtil hans øjne vendede sig til den lille mængde lys der kom ind af åbningen - og den svage glød af rødt lys der kom fra en pult i hjørnet. Der gik et øjeblik inden Kriell indså at det røde lys kom fra den krystal kugle han skulle stjæle. Han pressede den ned i den stjålne prangerpung, der nu ikke kunne lukkes helt og bugnede, som følge af kuglen. Ud gennem vinduet igen, og Kriell var lige ved at miste grebet og falde ned. Han kiggede ned for første gang - ikke helt så højt som stormasten på skibet men højt nok til at slå ihjel hvis man faldt ned. Han genfandt grebet på en udstikkende sten, og begyndte at klatre ned. Raolf ventede på ham neden for stolpen, og smilede da han så krystallen lyse svagt fra den halvåbne prangerpung.
Kort tid efter, tilbage i undergrunden, kunne Raolf så give krystal kuglen til "adelsmanden." Der stod en anden man bag ved ham. I olielampernes lys, virkede han mere faretruende end byvagterne nogensinde kunne. Han havde som alle andre en kappe, og hans var på, med hætte oppe. Ansigtet var skjult, i skyggerne, men Kriell kunne mærke hans gennemborende blik. Den fine herre introducerede sig selv, Mester Lioern, og manden bag ham var problemløseren Hjertvin. Kriell var ikke sikker på hvilken slags problemer han løste, men han var sikker på at løsningen var ubehagelig. Mester Lioern kastede en pung mønter til Raolf, og vinkede Kriell hen. Lioern gav endda Kriell en håndfuld af de røde mønter som belønning, og lod de der var der vide at drengen frem over skulle være kendt under navnet: Verbena.
Syv år senere sad Verbena atter i byens undergrund. Han havde nu tilbragt halvdelen af sit liv i Mester Lioerns tjeneste, og hvor om nogle af Verbenas kollegaer var blevet opdaget og fanget af vagterne, havde Verbena formået at stjæle ganske uset for tyvebanden. Både værdigenstande under indbrud, men også folks ejendele på gaden - punge, handelsvarer med mere. Han var ikke længere bange for Hjertvin, bandens snigmorder, de var faktisk blevet ganske gode venner, og selv om Verbena var blevet trænet i Hjertvins teknikker, takkede han nej til de drabskontrakter der kom ind til banden. Både Hjertvin og Mester Lioern var begyndt at drille Verbena med dette og kaldt ham "Killer" - netop fordi han ikke var, eller ønskede at dræbe. Tyveri var mere Verbenas stil, og siden han var blever rekruteret havde han aldrig gået sulten i seng. Han spiste ganske ofte på byens finere steder - han stjal nok til at kunne tillade sig det, selv om en god del af pengene gik til banden. Ligesom Mester Lioern, klædte Verbena sig også ofte fint. Den bedste måde at gøre sig usynlig var at passe ind i billedet. Hvis man skulle mænge sig med de velhavende købmænd i øst-distriktet, så var man nødt til at klæde sig, som dem. Til dels gjorde det at vagterne ikke holdt øje med én, men købmændene så på én, som var man én af deres egne. I syd-distriktet der-i-mod, der var det fattige kvarter hvor Verbena havde boet inden han blev lukket ind i banden, var det bedst at klæde sig, som tigger og rulle sig i støvet. Vagterne dér var så vandt til tiggere, at de automatisk blev filtreret væk af deres hjerner. Kun fremmede i distriktet holdt øje med tiggerne ud fra mistanken om at de ville bestjæle dem, men selv det kunne bruges til bandens fordel. Hvis de så en i syd-distriktet der var velhavende, og ofte udenbys, udspillede de en scene foran dem, der forstærkede deres fordomme. Én bandemedlem udgav sig for at være handlende, mens en anden blev fanget med hånden i den førstes lomme. Råben, skrigen og trusler om vold fik altid det udsete offers fulde opmærksomhed, og mens det stod på blev mandens lommer og tasker tømte, og pungen taget. Den nemmeste måde at fjerne en prangerpung var helt bestemt at skære stroppen over, derfor gik Verbena altid med en lille, skarp kniv - klar til hvis muligheden bød sig.
Denne dag sad Verbena i et hjørne af bandens underjordiske gemmested, og udvekslede spøgelses historier med Hjertvin og et par andre. I et forsøg på at gøre stemningen mere uhyggelig, sad de alle med deres kutter oppe mens vokslyset gik på tur til den der fortalte. Under en fortælling om et fyrtårn, kom en budbringer ind i rummet og afleverede et papir til Mester Lioern. Det var ikke udsædvanligt at der kom kontrakter ind på denne måde, og kontrakter var altid opmærksomheden værd. De blev som oftest uddelt ved at give en udfordring for at vise éns værd over for banden og guderne, med mindre det var en kontrakt på drab - for så gik den til Hjertvin. Bandelederen kaldte Hjertvin over og de snakkede sagte hvorefter Hjertvin forlod hulen. Det var nok en stakkels sjæl der måtte forlade denne verden, var konklusionen omkring bordet. Et par timer senere vendte Hjertvin tilbage og snakkede atter sagte med Lioern, der herefter kiggede rundt på alle i lokalet, en efter en - som om der måske var en forræder blandt dem. Man kunne se på mesteren at han tænkte grundigt efter når han kiggede på bandens medlemmer. Herefter hviskede han lidt med Hjertvin, og begge kiggede på Verbena og kaldte ham over.
Det var en kontrakt på en magisk genstand. Den nøjagtige årsag til hvorfor byens éne troldmand ville have fingrene i en ring fra én anden af byens troldmænd var ikke givet, og heller ikke nødvendig - men det var belønningen. Men efter ingen vidste hvor han havde denne ring, og derfor ikke kunne bryde ind og finde den uden problemer var Mester Lioerns plan at Verbena skulle søge arbejde hos ofret. Han ville have brug for en ny tjener dagen efter - det ville Hjertvin sørge for. Verbena skulle herved kunne gå frit rundt i mandens hus, og søge efter ringen der kun var vagt beskrevet. Verbena tænkte at han måske ville kunne tage alle ringe derfra i løbet af en dags tid eller to, så måtte den da være blandt dem.
Dagen derpå, stod Verbena i sit fine tøj på adressen og bankede på døren. En gammel vaskekone lukkede op og bød den unge Verbena indenfor, hvor han forklarede at han søgte hyre. Det kunne dårligt have været et bedre tidspunkt, for husherrens tidligere tjenestedreng havde sagt op meget pludseligt dagen før, og var draget afsted om først på aftenen - alt uden forklaring. Verbena blev vist rundt i huset af vaskekonen, og fik oplyst sine pligter og tidspunkter hvor herren forventede the eller andet serveret. Han bemærkede at der var utallige gemmesteder for ringen, men tvivlede på om den var reelt gemt væk, eller blot låst inde i ét af de mange skrin der var rundt om i huset, eller måske bar manden selv på den, i hvilket det ville blive mere problematisk. Verbena blev straks sat til sine første pligter, hvilket blandt andet bestod i at tage til det nærliggende handelstorv for at bestille råvarer til køkkenet.
Eftermiddagen forsvant i afstøvning af møbler og fejning af gulve, hvorpå det blev tid til at modtage husherren når han kom hjem fra sit arbejde i bystyrret. Verbena blev kort introduceret for herren, og føjet til side mens herren gjorde sig klar til aftensmåltidet. Det aflange, massive, træbord i spisesalen blev dækket op til to, og Verbena, sammen med et par andre fra husholdningen, stillede sig klar til at kunne servere for husherren, der nu kom fejende ind og satte sig til rette for enden af bordet. Mens Verbena begyndte at hælde vin op, gik døren til spisesalen atter op. Ind, slæntrede en ung pige, nok på alder med ham selv, med smaragd-grønne øjne i et ansigt omrammet af kul-sort hår. For et øjeblik var det som om alt andet falmede fra virkeligheden - kun pigen eksisterede. Aldrig havde han set noget så smukt. En skarp albue fra vaskekonen i siden af Verbena fik ham tilbage til spisesalen.
De følgende dage gik i en tåge af manglende koncentration, stjålne blikke, endda lidt-efter-lidt, gensidigt. Det gik husherren forbi, men ikke resten af tjenstefolket henholdsvis varskoede Verbena ilde og ønskede ham held i hans forelskelse. Snart efter begyndte de to at snakke lidt. Ikke meget, var der tid til mellem Verbenas pligter og troldmandsdatterens uddannelse. Hekaté, hed hun, og da hun tilhørte byens elite var det forventet at hun skulle studere. Oldtidshistorie, politik, etikette, basal alkymi, taktik og strategi, de to guder der var templer til i byen, d.v.s. Efesos og Kaalam, fremmede sprog, kaligrafi, urtebrug og racernes anatomi.
Verbena ikke i stand til at tænke på noget som helst uden tankerne fløj tilbage til den jævnaldrende skønne Hekaté. Han aflagde rapport til banden når han var ude at handle ind, men der var ikke det store fremskridt. Han havde nu fundet flere ringe i huset, og flere af dem kunne fortolkes som den magiske ring der var kontrakt på, men ingen af dem virkede til at have nogen værdi for husherren. Verbena var bange for at skuffe Mester Lioern, men nu hvor han var forelsket i Hekaté, var han heller ikke meget for at få overstået kontrakten. Han fik en reprimande; Der var allerede gået en måned fra Verbena først satte fod i huset, og han havde stadig intet at kunne vise for det. Verbena var hurtig til at forsvarre sit tidsforbrug. Han var accepeteret blandt tjenestefolkene som deres ligemand - de fortalte ham ting om husherren og dette kunne være en vej til ringen, og dertil havde han også fået husets frøken i tale, så også der kunne være løsningen på hvor ringen var, eller hvilken af de fundne ringe det drejede sig om. Mens han forklarede om Hekaté kom han i tanke om da han fortalte hende sit navn. Hun havde brudt ud i latter, hvilket Verbena ikke havde forstået indtil hun fortalte at Verbena normalt var et pigenavn - i landet var det kun piger der blev opkaldt efter blomster, og verbena var netop en ørkenblomst.
Der skulle gå endnu en måned førend Verbenas kontrakt kom nærmere forløsning. En måned med flettede fingre, lange blikke og små stjålne kys. Verbena blev en aften kaldt op til husherrens læsesal med varm the. Det var første gang han havde sat fod der, og aldrig havde han set så mange bøger. Verbena serverede theen for troldmanden - overbevist om at hans lille affære med datteren var blevet opdaget og han om lidt ville være ikke andet end en bunke støv på gulvet. Det skete ikke, men i al den tid han var i salen kunne han mærke herrens blik, nærmest bore sig ind i nakken på ham. Han var ude af lokalet så snart han blev sendt væk, og indså først bagefter at han da havde glemt at se efter ringen. Netop dette skulle vise sig heldigt da den aldrende husherre var en smule skeptisk over for nye, og hvis Verbena havde øjnet andet end bøgerne ville han være omkommet på magisk vis. Et par dage senere skete det igen, og mens theen blev drukket, gled Verbenas øjne hen over den imponerende samling af bøger. Herren kommenterede på dette, og Verbena svarede at han var forundret over at viden kunne være bundet på papir, og med alle de bøger der var i salen måtte det være al den viden der var i Verden. Dette fik husherren til at le. Et dybt grin rungede ud i salen. Verbena blev sendt væk med thestellet for natten. Få timer senere var han netop faldet i søvn da han blev kaldt op til husherren igen. Omtåget fik han tøj på og var med al hast i læse salen igen. Hvad kunne være så vigtigt at man blev hidkaldt om natten? Tanken gik straks til Hekaté og om at blive forvandlet til en støvbunke. Det hjalp ikke at det første han så da han trådte ind i salen var Hekaté stå bag sin fader. Til al held kunne han kort efter ånde lettet op da troldmanden tilbød ham at når han nu var så fascineret af bøger, kunne han da lære at læse. Så kunne han også være til lidt mere gavn i huset og måske hjælpe lidt til med andet end hans nuværrende pligter. Datteren skulle være hans læremester. Både hun og Verbena havde svært ved at skjule deres glæde ved dette da det betød de kunne tilbringe lidt tid sammen åbent.
Flere måneder gik i huset og den unge tyv lærte at læse fra den skønne Hekaté, alt imens kunne han så assistere husherren med at hente de bøger og dokumenter han måtte have behov for. Han fik endda lov at forsøge sig lidt med trolddomsstudier. Troldmanden havde lært nogle ting fra en omrejsende mystiker, som ville kunne bruges til at forsvare sig hvis man blev overfaldet. I alt lærte han to trylleformularer. Der var knap gået en uge fra han havde lært den anden formular til hen så herren benytte sig af en ring til et alkymi eksperiment. En blå tåge strømmede fra ringen til miksturen, der straks begyndte at syde. Verbena var ikke i tvivl om at dette måtte være ringen som kontrakten drejede sig om, så når først natten faldt på ville han stjæle den og tage den til hovedkvarteret. Efter herren var gået til ro sneg Verbena sig op af vindeltrappen til læsesalen hvor han sidst så ringen. Den lå sammen med et par andre, men så snart han fik den i hånden begyndte den blå tåge at strømme ud derfra igen. Tågen føltes kold når den rullede ned langs hånden. Han lagde den i en lille pose og forlod huset. Så snart han kom ud på gaden stod to byvagter, den ene greb Verbena på skulderen og spurgte hvad han dog skulle ud efter på sådan et sent tidspunkt. Panik greb den unge tyv, og Hjertvins træning tog over. Verbena greb den ene vagts våben og skar halsen over på ham hvor efter han satte i flugt gennem byens smalle stræder. Han løb indtil hans lunger gjorde ondt og han så prikker for øjnene. Han var for længst sluppet væk fra vagterne, men det havde han ikke opdaget før nu. Han sneg sig gennem gaderne og ind gennem risten til røverhulen hvor han blev mødt af Raolf. I hulens lys kunne det ses at Verbena var blevet sprøjtet til med blod, og han kunne så fortælle hvad der var sket. Mester Lioern sluttede sit til gruppen, og kunne fortælle at byens vagter alle havde en beskrivelse af ham og efter som han blev opdaget på vej ud fra huset var det også blevet opdaget at ringen var stjålet. Verbena ville aldrig kunne vende tilbage til stedet, eller hans elskede Hekaté, men ville være nødt til at flygte fra byen allerede den nat. Han fik belønning for ringen, og blev fulgt af Hjertvin og Raolf til havnen efter han havde fået renset blodet af og skiftet tøj. Hjertvin forsøgte at lette stemningen ved at spøge med at han altid havde kaldt ham for "killer," og at han nu var det. De indså at han ville være nødt til at tage et nyt navn, så selv en efterlysning af ham ikke ville føre til noget. En kaptajn i havnen skyldte banden en tjeneste, så Verbena ville kunne få et passage på hans fragt skib.
Den hjerteknuste dreng steg om bord på skibet der satte til søs ved daggry. Han havde ikke givet sit navn til kaptajnen, der havde forsikret Hjertvin at han ville bringe den unge man til et andet land i sikkerhed. Verbena sad under dækket efter nogle dage til søs mens han tænkte over hans fremtid, og savnede sin kære Hekaté. Pludselig var der et postyr på dækket. Han kunne høre mandskabet løbe og råbe, og hen bevægede sig op på dækket for at se hvad der foregik. Et andet, større, skib var ved at indhente dem, og der var ingen tvivl om at det var sørøvere. Så snart det var tæt nok fløj entré hager over rælingen og trak skibene sammen. Ingen på fragtskibet var bevæbnede til kamp, og heldigvis var sørøverne ikke ude efter at slå folk ihjel. Dog blev hele besætningen taget som gisler.
Umiddelbart efter kapringen begyndte sørøverens mænd at gøre op hvad de havde fået i udbytte. Provision, diverse kryderier, silke, og skibet sammen med hendes kaptajn og besætning – og en passager – en ung knøs der virkede bange for verden. Knægten havde flere penge end besætningen, og det var det eneste han havde som baggage. Men han var ikke fint klædt, så kaptajnen var i tvivl hvad løsesummen for drengen skulle sættes ved. Købmænd, kaptajner, matroser, kokke, m.m. havde godt og vel fastlagte rater. Der var forsikringer der dækkede og det var anset, som en naturlig ting at man kunne blive taget til fange og holdt mod løsepenge når man var sømand. Men passagerer var altid mere problematisk. Han måtte finde ud af mere om passageren førend de nåede havn hvor de kunne sættes af og sælges videre. Hvis nogen ikke blev betalt løsesum for siden hen, ja så havnede de måske som slaver gættede sørøveren.
Den aften blev handelskaptajnen inviteret til spisning hos sørøver kaptajnen for at finde ud af mere om drengen, men det eneste han kunne fortælle var at han var givet passage for at kaptajnen kunne få afskrevet en tjeneste han skyldte en gammel ven. Drengen blev beordret ind til kaptajnerne og han blev spurgt til sit navn. Han kunne ikke afsløre sit gamle navn, og hans tilnavn... ja, hvis han nu stavede det og byttede om på... Ja, et nyt navn måtte vel skulle bruges frem over. Han introducerede sig som Kriell Af Nagram. Sørøver kaptajnen introducerede sig som Kaptajn Gjorvi. Kriell forklarede så at han havde tjent hos handelskaptajnens ven, men der havde været lidt problemer med en piges far så han havde været nødt til at stikke af. Gjorvi brød ud i et bredt smil og fortalte at han netop selv tilbragte det meste af tiden til søs på grund af problemer med en dame - hans kone. Stemningen lettede i kahytten og Kriell blev med de to kaptajner ud til sent på aftenen, og da Kaptajn Gjorvi kunne se at han ikke ville kunne få løsepenge for knægten gav han ham to tilbud. Enten at blive sat af i den næste havn, eller at tjene om bord på skuden. Kriell lovede at tænke over det til næste dag.
Sidst Kriell havde været til søs havde han været slave. Nu ville han have det som arbejde? Sørøver, ja det var vel ikke helt forskelligt fra at være tyv, og at have et nyt sikkert sted at holde til virkede som en bedre idé end at kaste sig ud i en ny by fra bunden af – igen. Han faldt let i søvn, rokket af bølgernes skvulpen. Dagen derpå blev skudens nyeste dækskrubber præsenteret for resten af sørøverne. Ikke at der var mange på skibet, en skibskok, en læge, en gammel navigatør samt en håndfuld matroser, hvoraf den ene blot havde navnet "Matros."
Kriell kendte sin vej rundt på et skib og blev hurtigt accepteret af mandskabet. Et fjernt minde fra barndommen, men han vidste navnet på skibets bomme, reb og sejl. Han kunne komme i udkigsposten hurtigere end de andre på skuden, og sad tit hos navigatøren for at se på kortene. Han kunne finde ud af at bruge en kniv i en kamp men, som sørøver ville han skulle slås med sværd. De havde taget en skonnert for kort tid siden, hvor Kriell og navigatøren var blevet om bord på skuden. Kriell havde set hvordan Matros nærmest havde stormet skibet alene og da disse ville forsvare deres last var kamp uundgåelig. Matros havde kæmpet sig gennem halvdelen af deres besætning førend Kaptajn og besætning kom om bord. Når Matros fik afvæbnet én, slog han dem bevidstløs med sin anden hånd. Skonnerten var hurtigt taget, og lasten befolket af fanger og gods. En god fangst, kaldte Kaptajn det. Da de nåede den næste by blev de tilfangetagede sømænd solgt videre sammen med godset. Det var en ganske pæn profit, så skibet skulle have en ny lille fordel under søkampene. Havnearbejderne gloede og kunne ikke tro deres egne øjne da Matros vadede om bord på skibet med en 6-punds messing kanon i den ene hånd, som om den ikke vejede mere end en agurk frem for godt 400kg.
Næste togt startede kort herefter, og Kriell begyndte at lære hvordan man kæmper med sværd, først fra en matros, dernæst fra Matros. Det næste årti nærmest fløj forbi; skibet blev skiftet en snes gange, Matros slæbte større og større kanoner om bord, Kaptajn gjorde hvad han kunne for at undgå sin kone, og Kriell havde overtaget for den gamle navigatør. Det seneste år havde de haft en præst om bord, og det lykkedes ham, lidt efter lidt, at få Kriell overbevist om gudernes eksistens, og at den gud man bør følge skulle være Aigleh, lysets gud. Én dag, mens de var ved at borde et skib, forsøgte Kriell sig med en bøn til Aigleh i håbet om en let sejr. Et skrig lød fra kaptajnen på det andet skib da han pludselig blev blind. Skibet overgav sig hurtigt herefter, og mens Kriell plyndrede deres log bøger og søkort, så han en ø hvis navn virkede bekendt, om end han ikke kunne errindre hvorfra; Tyrien.
Kriell følte at han skulle lære mere om Tyrien så da de nåede den nærmeste havn spurgte han sig frem til hvem der måtte vide noget om denne ø. Det tog nogen tid, men han blev henvist til biblioteket hvor han kunne betale sig til at læse lidt om de forskellige nordlige øer. Tyrien, en ø udfor Gerands sydlige kyst der huser flere racer inden for øens begrænsede område end de fleste områder af samme størrelse. Hovedsagelig indelt i to områder af en smal bjergkæde. Der var en del debat om hvor vigtig øen var for handel, politik og religion, men ikke noget om hvorfor den skulle være det, og heller intet om øens historie. Så var der vel ikke meget andet for end at finde frem til mere om Tyrien på hans rejse.
Få år senere, og et forlis eller to, så sørøverne netop langs Gerands nordlige kyst. Nu måtte det da være muligt at finde informationer om Tyrien. Kriell var blevet ven med matrosen Drendiel der havde hjulpet med at opstøve de få informationer om Tyrien de havde kunnet finde. På en havnekro lærte de to at Tyrien lå godt og vel direkte mod syd, men det ville være hurtigere at krydse bjegene og landene i syden frem for at sejle omkring. Således tog Kriell afsked med Kaptajn Gjorvi og besætningen for at krydse Gerand sammen med sin ven Drendiel.
Flere måneder senere i en anden havneby var det så om at finde en båd der kunne tage dem til Tyrien. Drendiel havde travlt med at lede efter spændende ting på byens torv da en kvinde kontaktede ham. En mystiker, uden tvivl. Hun spurgte til hans rejser, og til hans rejsefælle, og inden længe kom Kriell til torvet hvor Drendiel vinkede ham over. En sort kutte dækkede hendes ansigt, men der var noget i hendes stemme der virkede bekendt for Kriell. Hun spurgte hvad kunne bringe en ørkenblomst til vandet, og det begyndte at gå op for Kriell hvem kvinden var; Hekaté. Et blidt smil viste sig fra under kutten og hun holdt sin hånd frem til Kriell, som tog den i sin. På hendes hånd sad en velkendt ring. Hun fortalte at hun havde haft et vædemål med sin far om at hun kunne skaffe ringen, og havde hyret tyvebanden til at stjæle den til hende. Efter som hun vandt vædemålet kunne hun selv bestemme sin belønning. Til at starte med havde det været at hendes far skulle oplære hende i trolddom, men da hun var blevet forelsket i Kriell, dengang Verbena, ville hun have at hendes far skulle give hende tilladelse til at giftes med ham – men så forsvandt Verbena og hendes præmie blev til at hun satte efter for at finde ham. Hun havde fundet handelssskibskaptajnen og fundet ud af at Verbena havde skiftet navn til Kriell, og var blevet sørøver, og senere at Kriell havde sat kurs mod Tyrien. Men hun havde også gravet i havnearkiverne i sin hjemby efter Lioern fortalte hvad han vidste om Kriells barndom. Det viste sig at der var et skib der havde samlet slaver op i Thyrien og den ene, en lille dreng, var stukket af dengang. Da hun så lærte at Kriell havde spurgt sig frem om Tyrien havde hun sat kurs hertil, og havde tjent lidt penge på spådomme for at få råd til en rejse videre til det nordlige Tyrien.
Genforenet med sin elskede Hekaté, gik Kriell ned til havnen med sin ven i følge. Kriell tænkte tilbage til sin tid som tyv - mon alle i bandnen havde det godt? Han måtte sende dem et brev når han nåede Thyrien. Solen stod højt på himlen. Han smilede bredt da de tre stod om bord på et skib, med hånden på sit sværd og en mild salt brise i luften. Fremtiden var lys, som Aigleh selv – og mon ikke eventyr og rigdom kunne dukke op i deres fremtid?